Wozniacki bombet ud af US Open-finalen

8. september 2014

Overmatchet: Caroline Wozniacki tabte sent søndag aften US Open-finalen til Serena Williams. Wozniacki kæmpede med i finalen men kunne ikke stille noget op mod verdensetterens offensiv. Williams vandt med 6-3, 6-3, og Wozniacki er dermed fortsat uden en Grand Slam-titel.

Havde det været en fodboldkamp i folkeskolen, var der med det samme råbt unfair hold. US Open-finalen blev spillet af to spillere i vidt forskellige vægtklasser og med vidt forskellig power i slagene. Serena Williams var ganske enkelt Caroline Wozniacki overlegen.

Danskeren, der var på jagt efter sin første Grand Slam-titel, måtte se sig bombet ud US Open-finalen. Hun kunne ganske enkelt ikke være, når Serena Williams for alvor lukkede op for posen. Hendes hårde aggressive spil blev for svært for Wozniacki at stå i mod, og verdens nummer et tog derfor sin 18. Grand Slam-titel efter sejr på 6-3, 6-3.

Når det alligevel ikke blev ren legestue skyldes det primært, at Caroline Wozniacki faktisk spillede en rigtig flot tenniskamp. Hun gjorde, hvad hun kunne for at presse sin modstander, men hun kunne bare ikke være med, når Williams virkelig hamrede i gennem, og det gjorde hun stort set uafbrudt i US Open-finalen.

Servede ikke godt nok
En anden stor del af forklaringen på Williams’ sejr, og måske den største, var forskellen på serverne. Serena Williams bombede den ene kanonkugle afsted efter den anden, men Wozniacki slet ikke servede godt nok til at presse den bedste kvinde i verden på en tennisbane.

Det var tydeligt allerede på den første kamp i Wozniacki serv, hvor Williams smadrede en returnering direkte skråt tilbage i Wozniackis baghånd. Det var et varsel om, hvad der ventede, og få minutter og et stribe solde returneringer senere havde Williams brudt til 2-0.

Det så overordentligt svært ud for Wozniacki, men et par fine returneringer fra danskeren i amerikanerens næste serveparti, og så havde danskeren nærmest ud af ingenting brudt tilbage. Desværre gav bruddet ikke en følelse af, at Wozniacki virkelig kunne true den bundsolide amerikaner, og det kunne hun heller ikke.

Serena Williams pressede hele tiden danskeren til at satse, og det lykkedes sjældent. Fra baglinjen var amerikaneren for god til at vinde initiativet, og da Wozniacki dumt valgte at slice en baghånd, brød Williams igen til 3-1.

Wozniacki brød
Mange servegennembrud skulle vise sig at blive en trend i finalen. Specielt fordi Serena Williams ikke servede så solidt, som hun gjorde i kampens indledning. Hele to dobbeltfejl levede hun i hendes næste serveparti. Den ene på den anden af tre breakbolde, og så brød Wozniacki igen tilbage.

Den stil fortsatte, desværre set med danske briller. Williams pressede fortsat hårdt på hver eneste af Wozniackis server, der ikke sad millimeter præcist, og derfor var det stort set umuligt for danskeren at holde serv.

Det blev 4-2 til Williams, og da hun lige lukkede lidt op for serveposen igen, fik Wozniacki det svært. Williams holdt serv, og så måtte Wozniacki serve for at blive i sættet.

Det var som om, at det løftede hende. Hun lagde mere tryk på sine grundslag, og det var ikke ligeså let for Williams at få overtaget i duellerne. Det gjorde, at hun vandt sit første serveparti på trods af en breakbold til amerikaneren.

Wozniacki løftede spil fik dog bare modstanderen til at følge trop, og det understregede Serena Williams’ klasse. Hun slog bare endnu hårdere, da hun efterfølgende servede for sættet, og da hun igen havde sætbold, slog hun til på en af de lange dueller, der ellers passede Wozniacki bedst. En fremragende duel blev enden på første sæt. 6-3 til Williams.

Serven blev bedre
I andet sæt fortsatte billedet. Det var stort set umuligt for Wozniacki, selvom hun til tider spillede ganske udmærket tennis. Serena Williams returnerede som Roberto Carlos sparkede frispark i sin tid, og skarpheden var bare øget yderligere fra andet sæts begyndelse.

Wozniacki blev returneret ud af banen, og i det efterfølgende parti blev hun servet ud af banen. Det var som om, at Wozniackis løftede niveau bare gjorde Williams endnu bedre. Hun servede rent, kom foran 2-0, og derfra så det rigtig svært ud for Wozniacki.

Danskeren fik dog bragt spænding ind i opgøret. Den serv, der var savnet hele kampen, vendte pludselig tilbage, og det gav Wozniacki en reel chance. Hun kunne nu bruge serven til at sætte Williams under pres, og så begyndte hun at holde serv på stribe.

Eneste problem var, at Serena Williams gjorde det samme. I første sæt gav hun Wozniacki chancerne i hendes serv, men de var der ikke mere. Flere rene partier servede Williams, men Wozniacki fulgte med, og det skabte en rigtig god tenniskamp.

Begge spillere holdt serv fra 1-0 til 4-3 Williams, og her havde Wozniacki chancen. Ved 30-30 var det håb for et dansk break, men de problemer servede Serena Williams sig også ud af. Hun holdt serv til 5-3, og så blev sidste parti opvisning for verdens bedste kvindelige tennisspiller.

Hun beviste, hvorfor hun har den titel med fremragende returnering og med fremragende redninger i umulige situationer. På sin første matchbold satte Williams, symptomatisk for kampen, en flot returnering, og så sejlede et grundslag fra Wozniacki ud. Serena Williams kunne kaste sig ned i underlaget. Hun vandt US Open. Wozniacki blev bombet ud af finalen.