Stadig skadet

12. august 2009

I denne uge var jeg taget videre til en challengerturnering i Brasiliens hovedstad Brasilia. Jeg håbede på at kunne nå at blive klar til kamp efter min lyskenskade i sidste uge. I første runde skulle jeg møde Raven Klaasen fra Sydafrika. Jeg havde holdt mig løbemæssigt i ro indtil i går, hvor det lykkedes gennemføre et sæt mod en englænder uden nogen problemer. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der er stor forskel på kamp og træning. Jeg startede kampen fint og fik hurtigt tilspillet mig et par breakbolde ved stillingen 2-2. Det lykkedes ikke at bryde ham, men jeg tænkte i sideskiftet "Det går da helt okay, selvom jeg ikke har trænet så meget, og jeg har ikke ondt". Første bold i næste parti krævede dog en del løben fra side til side, og på sidste slag følte jeg atter en stikkende fornemmelse i lysken. Der var ikke så meget at gøre andet end at sige tak for kampen til Raven. Jeg ville ikke risikere at rive forstrækningen op igen, og dermed skulle starte forfra med behandlingen. Det er røvsygt, men nu må jeg bare tage den lidt med ro. Jeg føler efterhånden, at jeg opgiver hver anden kamp jeg deltager i, og det er mega frustrerende. øv øv øv. 
 

Jeg holder nu 3 ugers turneringsfri, hvorefter jeg er tilmeldt en challenger i Tyskland på grus. I pausen skal jeg en tur ned i varmen i Dubai, hvor jeg regner med at lave en del fysisktræning.