Smertefuldt uheld

29. marts 2013

 Det var 2.uge og sidste turnering 10.000$ i Antalya, Tyrkiet. Jeg havde lige vundet 1.runde dagen inden over en god spiller Kalashnikova fra Georgien, som ligger omkring 300 i verden, og så frem til at spille 2.runde mod svenskeren Ellen Allgurin og levere samme præstation, som dagen forinden – og følte mig i det hele taget rimelig godt spillende.

Da kampen inden mig blev hurtigere færdig end forventet, fik jeg pludselig lidt travlt og skyndte mig kort at gå igennem min opvarmning og gå på toilettet på vej til banen. Det hele gik lidt hurtigt og i forsøget på at lave en smutvej ved at hoppe over nogle små-mellemstore sten, mærker jeg pludselig, at jeg banker mit højre knæ med fuld knald ind i noget meget hårdt og skarp.                                                          

Jeg kigger hurtigt på knæet og tænker lettet i første omgang, at der bare skal et plaster på og så er jeg klar til at gå på banen, hvor min svenske modstander står og venter – indtil jeg kigger nærmere på såret og kan se… helt ind til min knæskal og blodet bare fosser ud.  

Det hele sortner, tårerne vælter ud og knækker helt sammen – nogle spillere, nærstående personer, turnerings ansvarlige og læge kredser om mig, og jeg er fyldt med smerte, og er på ingen måde i stand til at flytte på mig eller røre på hele benet og den føles fuldstændig lammet.

De næste timer er meget smertefulde, og jeg bliver hurtigt kørt med ambulance i udrykning mod det nærmeste hospital, for at få det tjekket og få det dybe sår syet sammen. Det var en meget ubehagelig oplevelse, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så meget og haft det så rædselsfuldt.                            

Men trods det hele, fik jeg heldigvis at vide til sidst, at alt er i orden, og intet selvfølgelig er brækket, men at jeg skal have ro til at såret kan hele. Og I skrivende stund sidder jeg i Istanbul lufthavn på vej hjem og ser frem til at finde nogle derhjemme til at kigge ordentlig på det hele, sådan så jeg kan komme i gang så hurtigt så muligt igen. Jeg har meget svært ved at gå og bøje benet, og der er stadig en del smerter og det er i det hele taget lidt af en kamp at komme rundt – i mens jeg forgæves forsøger at ignorere de mange mærkelige samt omsorgsfulde blikke, jeg får rundt omkring, når jeg humper rundt i skildpadde-tempo. Men jeg holder hovedet højt og håber/gør alt hvad jeg kan, for at komme hurtigst muligt tilbage igen på tennisbanen.