Ikke mere dansk i Melbourne: Friis-Søndergaard og Francati ude

20. januar 2014
De sidste danske deltagere er nu færdige ved Australian Open. Simon Friis-Søndergaard og Emilie Francati blev begge stoppet i anden runde af juniorturneringen i single, og begge måtte de også se sig slået i første runde i double.
 
Caroline Wozniackis tredjerunde blev det længste en dansker kom ved Australian Open. De to danske juniorspillere formåede nemlig hertil morgen ikke at spille sig videre fra anden runde. Både Simon Friis-Søndergaard og Emilie Francati var i kamp i henholdsvis drenge og pigerækken, men selvom Friis-Søndergaard var tæt på, bliver de sidste seks dage i Melbourne uden dansk deltagelse.
 
Grum lodtrækning
Simon Friis Søndergaard, der er årgang 95-spiller og dermed sidste-års-junior, havde fået en grum lodtrækning, og derfor kan man heller ikke klandre ham for nederlaget til den anden seedede amerikaner Stefan Kozlov. Danskeren har ganske vidst ambitioner i årets junior Grand Slam-turneringer, men i Australien sluttede rejsen med nederlag i anden runde.
 
Friis-Søndergaard tog ellers første sæt efter en nervepirrende tie-break, og i andet sæt havde danskeren også chancen. Desværre var Kozlov stærkest og tog sættet med 7-5, og så faldt det hele fra hinanden fra danskeren i tredje sæt, som han tabte med 6-0.
 
Overmatchet
Emilie Francati mødte også svær modstand i anden runde i form af Fiona Ferro, den 15. seedede franskmand, og hun var kampen i gennem overmatchet. Francati tabte begge sæt med 6-2, men vi kan glæde os over, at Francati kun er første-års-junior, og hun derfor har endnu et år som juniorspiller i sig.
 
I første runde slog Francati på flot vis den lokale australier Sasha Bollweg i overbevisende stil, og på samme måde så Friis-Søndergaards spil i første runde mod new zealandske Alexander Klintcharov også godt ud.
 
Både Friis-Søndergaard og Francati stillede også op i double-turneringen med udenlandske makkere, hvor de tabte i første runde. De to danske talenter håber begge også at spille de kommende Grand Slam-turneringer i år 2014.