Djokovic og Sharapova er vindere af China Open

6. oktober 2014

Djokovic fortsætter sin dominans i China Open.

Hos herrerne hev Novak Djokovic søndag China Open-titlen hjem for femte gang i karrieren. Den femte titel blev endda vundet i yderst overbevisende stil, hvor Djokovic delte æg ud i en tosætskamp, der endte med cifrene 6-0, 6-2.

Det tog serberen 29 minutter at vinde første sæt med 6-0, for herefter at føre 5-0 i andet sæt før hans tjekkiske modstander Tomas Berdych fik vundet sit første parti i kampen. Selvom tjekken i slutningen vandt to partier var det kun pynt på resultatet, eftersom han ikke havde en chance mod den formstærke Djokovic, der med finalesejren nu har vundet 24 kampe ud af 24 mulige i China Open-sammenhæng.

Maria Sharapova vinder sin fjerde turnering i år.

I kvindernes China Open-turnering blev det til en finalesejr til russiske Maria Sharapova efter en spændende kamp i tre sæt mod tjekken Petra Kvitova. Kampen endte med cifrene 6-4, 6-2, 6-3.

Sharapova fik den bedste start af de to finaledeltagere ved at vinde første sæt. Kvitova kunne dog godt følge med sharapova og fik vendt kampen i andet sæt hvor hun fik udlignet til 1-1 i sæt.

I tredje og afgørende sæt fik Sharapova fundet det gode spil frem igen, hvor hun havde første mulighed for at hente sejren hjem med en matchbold ved stillingen 5-2. Sharapova måtte dog vente et parti mere før hun kunne hente sejren hjem i tredje sæt med 6-3.

Med China Open-titlen rykker Marai Sharapova to pladser op til en placering som verdens nummer to. Derimod rykker Petra Kvitova en plads ned ad verdensranglisten til en placering som nummer fire.

De to finalister har begge kvalificeret sig til dette års sæsonfinale i Singapore.