Indeklemningssyndrom (impingement)

Er en tilstand, hvor der opstår smerter i skulderleddet, når ketsjeren bevæger sig i eller over skulderhøjde, fx serv eller flugtninger. Der sker en indeklemning af bløddelene (muskler og slimsæk), der medfører en betændelsestilstand.

Skulderens bevægelse foregår i overarmen og skulderbladet. Som vist på billedet kan bløddelene komme i klemme mellem overarmens ledhoved, og det loft som dannes af skulderbladets øverste fremspring, samt det ledbånd der løber fra det øverste til nederste fremspring på skulderbladet.

Symptomer

Når armen eleveres udad og opad, vil smerterne typisk opstå ved 80° - 120°. Disse smerter bliver mere markant ved løft med modstand.
Hvis der er tale om en længerevarende smertetilstand, vil vævene fortykkes, og tilstanden bliver efterhånden kronisk. Smerter vil nu være der i hvile.

Behandling

Det er væsentligt at forstå ,at impingement ikke er en diagnose, men en tilstand. Herefter er det så væsentligt i forhold til behandlingen at få diagnosticeret, hvilke strukturer i skulderen, der er beskadigede. Dette kræver professionel hjælp hos din fysioterapeut.
Når diagnosen er stillet, kan behandlingen gå i gang, og dette drejer sig i første omgang om at slå irritationen/betændelsen ned. Derefter at styrke den svækkede muskulatur. Når smerterne er væk, og bevægelighed samt styrke er tilbage i skulderen, er du klar til at spille igen.

Forebyggende

Er du en af de spillere, der har haft ovenstående symptomer eller ikke ønsker dem, kan det være en god ide at lave noget forebyggende træning. Dette vil være en stor hjælp til at styrke skulderens stabiliserende muskulatur og derved undgå dårlige arbejdsforhold for skulderens strukturer.